Om Sandkunsten

Jeg hedder Gorm Maar og er autodidakt skulptør og billedkunster.
I mit daglige virke arbejder jeg som billedkunstner med olie- og akrylmaleri samt skulpturer i  materialer som stentøj, træ, is mm.

I 2023 grundlagde jeg virksomheden Sandkunsten. Med 25 års erfaring som omrejsende sandskulptør på festivaller i Danmark og Europa, havde jeg fået know-how og indsigt, som gav mig lyst til at udbrede og dele min glæde ved at skulpturere i sand.

Sandkunsten tilbyder workshop, showpiece / PR for virksomheder, institutioner og kommuner. Skræddersyede opgaver til enhver kulturel begivenhed, hvor sandskulptur og kreativ udfoldelse er i centrum.

Et sandkorn er en byggesten

Skulptursand er et rent naturmateriale med mange muligheder. Når flere tons sand komprimeres bliver det et kompakt bjerg af tætpakkede sandkorn, som ved let fugtning bliver smidigt og let at modellere i. Vores værktøj består af store og små spatler, men man kan også bruge almindelige skeer, knive eller sine bare hænder og til at forme med.

At skabe sandskulpturer i fællesskab giver en særlig form for nærvær.
Det er oplagt til teambuilding for alle der har mod til at være med kan opleve glæden ved at skabe noget sammen. Det kræver ikke kunstnerisk erfaring.
Sandskulptur er ikke sæsonbestemt og kan ligeså godt foregå indendørs så længe underlaget er solidt og kan bære de mange tons

Sandkunstens workshop handler om at være til stede i nuet. Om hvordan leg, fordybelse, ro og kreativitet kan føre til nye idéer, samspil og løsninger. De erfarne skulptører i Sandkunsten guider med glæde og deler ud af erfaring og tricks.

Sandskulptur er skærmfri underholdning der forener kroppen og sindet. Et frirum for kreativitet og fantasi, hvor køn, alder og baggrund ikke spiller nogen rolle. Alle kan være med.

Scroll to Top